Kundevilkår for steder

Updated today

Disse vilkår (“Kundevilkårene”) gælder for kunder i Danmark, der bruger Nuentos website, apps og relaterede tjenester (samlet “Platformen”) til at finde og booke lokaler og steder til arrangementer — herunder festlokaler, selskabslokaler, forsamlingshuse, kulturhuse, borgerhuse, restauranter og lignende. Er du forbruger, begrænser intet i disse vilkår dine ufravigelige rettigheder efter dansk lovgivning, herunder købeloven, aftaleloven og forbrugeraftaleloven.

Kort fortalt

  • Markedsplads: Din aftale om leje af stedet indgås med Udlejeren — ikke med Nuento.
  • Agentrolle: Nuento stiller Platformen til rådighed og handler på Udlejerens vegne ved indgåelse af din booking og ved opkrævning af betaling.
  • Betal kun én gang via Platformen: Betaler du via Platformen, skal du ikke betale Udlejeren igen for samme booking. Beder en Udlejer dig betale igen, så kontakt os.
  • Faktura i Udlejerens navn: Fakturaen udstedes i Udlejerens navn og på dennes vegne.
  • Forudbetaling i rater: Betalingen opdeles typisk i en første rate ved booking (rate 1) og en anden rate inden check-in (rate 2). De konkrete frister følger den afbestillingspolitik, Udlejeren har valgt.
  • Afbestilling: Følger Udlejerens valgte forudbetalings- og afbestillingspolitik, som fremgår af stedets infoside. Politikkerne er beskrevet her.
  • Depositum: Nogle steder kræver et depositum. Det reserveres tidligst omkring check-in og kan dække skader eller brud på husreglerne.
  • Husregler: Ved booking accepterer du stedets husregler, som fremgår af stedets infoside.
  • Problemer: Kontakt os inden 72 timer efter check-in, så vi kan undersøge sagen og om nødvendigt anvende refusions- og tvistprocessen i afsnit 9.

  1. Om Nuento og hvad vi laver

1.1 Hvem vi er. Nuento Denmark ApS, CVR-nr. 39000725, Lundeborgvej 4, 9220 Aalborg Øst (“Nuento”, “vi”, “os”, “vores”) driver en online markedsplads, hvor uafhængige Udlejere udbyder lokaler og steder til online booking til private og erhvervskunder (hver en “Kunde”, “du”).

1.2 Hvad vilkårene dækker. Kundevilkårene regulerer (a) din adgang til og brug af Platformen, og (b) den digitale tjeneste, Nuento leverer (“Platformstjenesten”).

1.3 Lejeydelsen og Bookingaftalen (vigtigt). Det, du booker — brugsretten til ét eller flere lokaler/steder i en bestemt periode samt eventuelle tilvalgsprodukter og -services (“Lejeydelsen”) — stilles til rådighed af den uafhængige Udlejer, du vælger (“Udlejeren”). Når en booking bekræftes, indgås en juridisk bindende aftale om Lejeydelsen (“Bookingaftalen”) direkte mellem dig og Udlejeren. Nuento er ikke part i Bookingaftalen og er ikke udlejer af stederne.

1.4 Udlejeroplysninger og oplysninger før aftalen. Før du afgiver en booking, viser vi: (a) Udlejerens forretningsidentitet og kontaktoplysninger (herunder, hvor det er oplyst til os, juridisk navn/binavn og adresse), og (b) væsentlige bookingoplysninger (beskrivelse af stedet, lejeperiode/check-in og check-ud, sted og totalpris inklusive moms og eventuelle obligatoriske gebyrer samt eventuelt depositum). Mangler oplysningerne eller er de uklare, så kontakt os, inden du booker.

1.5 Bekræftelse på varigt medium. Din ordrebekræftelse indeholder Udlejerens identitet og de væsentlige bookingoplysninger (og, hvor det er tilgængeligt, Udlejerens kontaktoplysninger), så du kan kontakte Udlejeren før og på dagen.

Bemærk om omfang. Kundevilkårene gælder for almindelige markedsplads-bookinger afgivet via Nuentos generelle bookingforløb. For Udlejer-oprettede bookinger, direkte links og QR-bookinger gælder den afbestillingspolitik og de eventuelle yderligere vilkår, der vises i det pågældende Udlejer-specifikke bookingflow og i din bekræftelse.

  1. Definitioner

Platform: Nuentos markedsplads, herunder Nuentos danske domæne og apps.

Platformstjeneste: den digitale tjeneste, Nuento leverer (søgning, profilsider, beskeder, bookingflow, betalingsformidling, kundesupport og relaterede funktioner).

Udlejer: den virksomhed, organisation eller person, der udbyder og udlejer ét eller flere lokaler/steder via Platformen (og som kan stille stedet til rådighed ved brug af eget personale eller underleverandører).

Sted / Lokale: det lokale eller den lokation, der udbydes via Platformen, herunder festlokaler, selskabslokaler, forsamlingshuse, kulturhuse, borgerhuse, restauranter og andre steder til afholdelse af arrangementer.

Tilvalg: valgfrie eller obligatoriske produkter og services, der kan høre til et sted (f.eks. musikanlæg, projektor, Wi-Fi, rengøring, service/inventar).

Booking: en booking, der bekræftes via Platformen, inklusive valgte lokaler, tilvalg, lejeperiode (check-in og check-ud) og pris.

Bookingaftale: aftalen om Lejeydelsen, der indgås mellem dig og Udlejeren, når Udlejeren bekræfter bookingen.

Lejeperiode / Check-in / Check-ud: den periode, du har booket stedet i, fra det aftalte check-in-tidspunkt til det aftalte check-ud-tidspunkt.

Depositum: et eventuelt sikkerhedsbeløb, som Udlejeren kan kræve, og som kan reserveres omkring check-in og anvendes til at dække skader eller brud på husreglerne (afsnit 11).

Husregler: Udlejerens regler for brug af stedet, som fremgår af stedets infoside, og som du accepterer ved booking.

Betalingspartner: den regulerede udbyder af betalingstjenester, der behandler betalinger på Platformen — aktuelt Stripe (kortbetalinger).

Forbruger: en fysisk person, der handler uden for sit erhverv.

Erhvervskunde: en Kunde, der ikke er Forbruger.

  1. Nuentos rolle (markedsplads + agent)

3.1 Markedsplads. Platformen er en markedsplads, hvor Udlejere udbyder lokaler. Udlejerne styrer selv deres profiler, tilgængelighed, husregler og de priser, de tilbyder.

3.2 Hvad vi gør. Nuento leverer Platformstjenesten og hjælper dig med at afgive bookinger hos Udlejere. Udlejerne bemyndiger Nuento til at: (a) videresende din bookinganmodning til Udlejeren og modtage Udlejerens accept/bekræftelse, og (b) modtage og behandle betaling for Udlejeren via Betalingspartneren (se afsnit 7).

3.3 Hvem du indgår aftale med. Din Bookingaftale om Lejeydelsen er med Udlejeren. Indsigelser om stedets tilgængelighed, stand, indretning, faciliteter og adgang skal i første omgang rettes til Udlejeren, idet Nuento bistår efter afsnit 9, hvor det er relevant.

3.4 Betaling og “ingen agent for Kunden”. Betalinger behandles via Betalingspartneren. Nuento leverer ikke selv regulerede betalingstjenester og opbevarer ikke kundemidler som en bank; betalinger håndteres gennem Betalingspartnerens regulerede betalingsflows. Nuento handler udelukkende på vegne af Udlejeren (modtageren) ved modtagelse af betaling og handler ikke på vegne af Kunden (betaleren).

3.5 Betal én gang via Platformen (frigørende betaling). Udlejere, der bruger Platformen, har over for Nuento accepteret, at når du betaler via Platformen gennem Betalingspartneren, anses denne betaling som betaling til Udlejeren for den pågældende booking. Din betaling sker dermed med frigørende virkning over for Udlejeren, og du skal ikke betale Udlejeren igen for samme booking. Hævder en Udlejer ikke at have modtaget betaling, må du ikke betale igen uden først at kontakte os.

3.6 Fakturaer. Hvor fakturering er relevant, udstedes fakturaer i Udlejerens navn og på dennes vegne (selvfakturering). Et eventuelt servicegebyr, som Udlejeren betaler til Nuento, er et forhold mellem Udlejeren og Nuento og lægges ikke oven i din pris (se afsnit 6).

  1. Konti, kommunikation og markedsføring

4.1 Du kan afgive en booking som gæst eller via en konto. Det er gratis at oprette en konto, og det er ikke en betingelse for at booke. Opretter du en konto i forbindelse med en booking, gemmes dit telefonnummer (som du også logger ind med) og dine bookingoplysninger, så du senere kan se ordredetaljer. Du er ansvarlig for, at dine kontaktoplysninger er korrekte og opdaterede.

4.2 Vi og/eller Udlejeren kan kontakte dig pr. e-mail, telefon eller SMS om bekræftelser, praktiske forhold, fakturaer, betalingspåmindelser og serviceopdateringer vedrørende din booking.

4.3 Beskeder og kontaktoplysninger. For at beskytte Kunder og Udlejere og forebygge svig og omgåelse uden om Platformen, kan vi stille en beskedfunktion til rådighed og teknisk begrænse eller skjule direkte kontaktoplysninger i beskeder, indtil en booking er bekræftet.

4.4 Markedsføring. Markedsføring (nyhedsbreve, tilbud) sendes kun, hvor vi har et lovligt grundlag, f.eks. dit samtykke, jf. markedsføringsloven § 10. Du kan til enhver tid framelde dig via linket i beskeden eller ved at kontakte support.

  1. Booking, tilgængelighed og lejeperiode

5.1 Bekræftelse. Platformen viser lokaler, der kan filtreres efter sted og dato. Udlejeren styrer tilgængeligheden via sin kalender. En booking bliver bindende, når Udlejeren bekræfter den på Platformen (eller du modtager bekræftelse). Det enkelte sted kan have krav om et vist varsel, en maksimal lejelængde og en minimumslejelængde, hvilket fremgår af stedets infoside.

5.2 Lejeperioden. Du har ret til at benytte det/de bookede lokale(r) i den lejeperiode, der fremgår af bookingen (fra check-in til check-ud). Du har ikke krav på at opholde dig i lokalet i en længere periode end det, der fremgår af bookingen. Ønsker du at benytte lokalet ud over den bookede periode, skal dette aftales med Udlejeren.

5.3 Hvad bookingen omfatter. Bookingen inkluderer udelukkende de lokaler, der er valgt under bookingprocessen, og som fremgår af stedets infoside, samt de tilvalg, du har valgt. Indeholder et hus flere lokaler, og er disse ikke inkluderet i bookingen, har du ikke krav på at benytte dem, medmindre andet er aftalt med Udlejeren. Lejeprisen indeholder det, der er oplyst på stedets infoside; nogle Udlejere tilbyder gratis tilvalg (f.eks. musikanlæg, projektor eller Wi-Fi), som hos andre Udlejere skal tilkøbes.

5.4 Korrekte arrangementsoplysninger. Du skal give korrekte oplysninger om dit arrangement (f.eks. antal gæster, formål og kontaktperson), så Udlejeren kan vurdere, om stedet er egnet, og så stedets kapacitet og husregler overholdes.

5.5 Tilladelser. Du er ansvarlig for at indhente de myndighedstilladelser, der kræves til arrangementet i det eller de bookede lokale(r). Udlejeren er ansvarlig for egne erhvervsmæssige tilladelser/bevillinger knyttet til selve stedet.

  1. Priser, gebyrer og gennemsigtighed

6.1 Priser og moms. Priser på Platformen vises klart i bookingforløbet. Hvor moms er relevant, vises den, så det fremgår, om priserne er inklusive eller eksklusive moms (særligt relevant, hvis du booker som erhvervskunde). For forbrugere vises priser inklusive moms.

6.2 Prisgaranti og finansiering. Bookinger via Nuento er pålagt et servicegebyr, som hjælper os med at drive Platformen og yde support. Vi sikrer altid prisgaranti: prisen på et lokale eller tilvalg må aldrig overstige Udlejerens egen pris. Det er altså Udlejeren, der betaler servicegebyret. Nuento opkræver aldrig Kunden et separat servicegebyr. Oplever du, at prisen overstiger Udlejerens egen pris, bedes du straks kontakte os, så vi kan bringe det i orden.

6.3 Totalpris, tilvalg og depositum. Du ser den samlede pris (inklusive eventuelle obligatoriske gebyrer), eventuelle tilvalg og et eventuelt depositum, før du afgiver bookingen. Valgfrie tilvalg fremgår tydeligt.

  1. Betaling og fakturering

7.1 Forudbetaling og rater. Betaling sker som forudbetaling via Platformen. Betalingen opdeles typisk i to rater: en første rate (rate 1) ved booking og en anden rate (rate 2), der opkræves automatisk inden check-in. Den konkrete opdeling og betalingsdatoerne fremgår af bookings- og betalingssiden samt af ordrebekræftelsen og følger den afbestillingspolitik, Udlejeren har valgt (afsnit 8).

7.2 Kort (Stripe). Betaling håndteres via vores betalingspartner Stripe og omfatter Visa og Mastercard. Ved ratebetaling bemyndiger du Stripe til automatisk at trække fremtidige rater på de datoer, der vises i bookingforløbet. Du kan altid ændre dit registrerede betalingskort via din kontoside. Du er selv ansvarlig for, at kortoplysninger er korrekte og gyldige, og at der er dækning på de angivne betalingsdatoer.

7.3 Depositum. Kræver et sted et depositum, fremgår dette på bestillingssiden. Depositummet reserveres dagen før check-in (ikke ved booking eller ved afbestilling før check-in) og håndteres som beskrevet i afsnit 11.

7.4 Fakturaudsteder. Fakturaer og eventuelle kreditnotaer udstedes i Udlejerens navn og på dennes vegne. Er Udlejeren momsregistreret, indeholder fakturaen moms efter Udlejerens momsforhold; er Udlejeren ikke momsregistreret, udstedes fakturaen uden moms.

7.5 Sikkerhed og indsigelser. Kortbetalinger håndteres af Betalingspartneren efter gældende sikkerhedsstandarder. Vi opbevarer ikke dine fulde kortoplysninger. En kortindsigelse (tilbageførsel via banken) kan udløse en tvistproces efter afsnit 9 og kan kræve dokumentation fra dig.

7.6 Manglende eller forsinket betaling. Hvis en betaling mislykkes, kan vi sende et betalingslink og påmindelser. En booking kan uden varsel annulleres, hvis dele af eller hele det resterende beløb ikke er betalt på den oplyste betalingsdato i relation til den valgte forudbetalingspolitik. Vi opfordrer dog altid Udlejere til at forlænge betalingsfristen i et rimeligt omfang.

7.7 Refusion. Godkendt refusion sker til det oprindelige betalingsmiddel, medmindre andet kræves efter loven eller er aftalt. Behandlingstiden afhænger af din bank/dit betalingsmiddel.

7.8 Ingen 14-dages fortrydelsesret for datospecifik leje (vigtigt). Efter forbrugeraftalelovens regler er der normalt 14 dages fortrydelsesret ved fjernkøb. Lovgivningen undtager dog levering af tjenesteydelser i forbindelse med fritidstilbud, når aftalen vedrører levering på en bestemt dato eller inden for et nærmere angivet tidsrum, jf. forbrugeraftaleloven § 18, stk. 2, nr. 12. Da leje af lokaler til arrangementer på en bestemt dato/periode falder under denne undtagelse, gælder den normale 14-dages fortrydelsesret ikke. I stedet gælder afbestillingsreglerne i afsnit 8. Vi fremhæver dette i bookingforløbet og i din bekræftelse.

  1. Ændringer, afbestilling og refusion

8.1 Forudbetalings- og afbestillingspolitikker. Alle Udlejere benytter én af Nuentos standardiserede forudbetalings- og afbestillingspolitikker, hvilket fremgår af stedets infoside. Politikkerne er beskrevet her. Ved at afgive en booking accepterer du den forudbetalings- og afbestillingspolitik, der gælder hos den pågældende Udlejer.

8.2 Fuld refusion lige efter booking. Det fulde beløb refunderes altid ved afbestilling inden for 48 timer efter booking, dog senest én uge før check-in. Afbestiller du senere end 48 timer efter booking, refunderes rate 1 ikke.

8.3 Senere afbestilling. Ved afbestilling herefter afhænger refusionen af, hvor lang tid der er til check-in, og af den valgte politik (super fleksibel, fleksibel, moderat, striks mv.). De konkrete frister for refusion af rate 2 og visse tilvalg fremgår af politikken på stedets infoside og af den fulde beskrivelse her. Kontakt Udlejeren for nærmere information om, hvilke tilvalg der refunderes/ikke refunderes efter afbestillingsdeadline.

8.4 Depositum ved afbestilling. Et depositum reserveres aldrig ved afbestilling før check-in.

8.5 Ufravigelige rettigheder og force majeure. Uanset den valgte politik berøres dine ufravigelige rettigheder efter loven ikke, og refusion kan komme på tale, hvor Udlejeren aflyser (afsnit 9), en væsentlig ændring afvises (afsnit 9), eller force majeure forhindrer afholdelse (afsnit 10).

8.6 Sådan ændrer eller afbestiller du. En booking er først aflyst, når du kontakter Nuento for at afbestille. Ændringer og afbestillinger skal ske via Platformen (ordresiden) eller ved at kontakte support på contact@nuento.com. Godkendt refusion behandles inden for rimelig tid efter godkendelse.

8.7 Husregler og misligholdelse. Accepterer du ved booking Udlejerens husregler, og misligholder du dem, er Udlejeren berettiget til at aflyse arrangementet. I så fald har du ikke ret til refusion af lejebeløb (herunder rate 1 og rate 2) eller eventuelle tilvalg, med forbehold for dine ufravigelige rettigheder.

  1. Udlejerens aflysning, refusion og tvister

9.1 Udlejerens aflysning og væsentlige ændringer

9.1.1 Udlejere bør ikke aflyse bekræftede bookinger uden gyldig grund. Aflyser Udlejeren, får du fuld refusion (inkl. gebyrer og eventuelt depositum), og vi kan hjælpe dig med at finde et alternativt sted (hvilket vil udgøre en ny, selvstændig Bookingaftale med den nye Udlejer).

9.1.2 Udlejeren har i op til 5 dage efter, at en booking er foretaget, mulighed for at aflyse den; i så fald refunderes det fulde beløb. Vi kræver en særlig årsag til en sådan aflysning, og en aflysning må under ingen omstændigheder ske, fordi Udlejeren ønsker at leje lokalet ud til anden side.

9.1.3 Foreslår Udlejeren en væsentlig ændring (f.eks. et andet lokale eller en større tidsforskydning), kan du afvise ændringen og få fuld refusion.

9.2 Refusions- og tvistproces

9.2.1 Formål. Dette afsnit beskriver, hvordan Nuento administrerer en struktureret refusions- og tvistproces mellem Kunder og Udlejere i forhold til betaling via Platformen. Processen er tænkt som rimelig, evidensbaseret og konsekvent. Den udgør ikke juridisk rådgivning eller en domstolsafgørelse og fjerner ikke nogen parts ufravigelige rettigheder eller retsmidler.

9.2.2 Evidens først. Afgørelser (hvor Nuento kan træffe afgørelse) bygger på verificerbar dokumentation såsom bookingdetaljer, beskeder på Platformen, tidsstempler, fotos/videoer og kommunikation med Udlejeren.

9.2.3 Objektive vs. subjektive sager. (a) Objektive sager: Nuento kan træffe en afgørelse til brug for betaling, hvor forholdet er klart målbart/verificerbart (f.eks. at stedet ikke var tilgængeligt, at Udlejeren aflyste, at adgang/nøgler ikke blev stillet til rådighed, eller at stedet væsentligt afveg fra det bookede). (b) Subjektive klager: For subjektive klager (f.eks. oplevet stand, rengøringsniveau eller atmosfære) tager Nuento ikke stilling til skyld eller refusionsret. Tvisten forbliver mellem Kunde og Udlejer. Nuento kan formidle kommunikation og dele dokumentation, men træffer ikke afgørelse.

9.2.4 Proportionalitet og tabsbegrænsning. Hvor en objektiv mangel er dokumenteret, er enhver refusion proportional med den del af Lejeydelsen, der ikke blev leveret eller var væsentligt mangelfuld. Begge parter skal tage rimelige skridt til at begrænse tab.

9.2.5 Sådan rejser du en sag. Du bør kontakte Nuento via Platformen eller support inden 72 timer efter check-in (eller efter det planlagte check-in-tidspunkt, hvis stedet ikke var tilgængeligt). Ellers kan Nuento være afskåret fra at undersøge sagen og/eller foretage betalingsjusteringer. Denne frist begrænser ikke dine ufravigelige forbrugerrettigheder. Oplys bookingreference, beskrivelse af problemet og dokumentation.

9.2.6 Udlejerens svar og midlertidig tilbageholdelse. Udlejeren bliver bedt om at svare inden for rimelig tid (normalt 48 timer). Nuento kan midlertidigt tilbageholde udbetaling til Udlejeren, mens en objektiv sag undersøges.

9.2.7 Afgrænsning. Enhver afgørelse fra Nuento i en objektiv sag træffes alene til brug for betalingsadministration på Platformen og udgør ikke en stillingtagen til parternes indbyrdes rettigheder. Dette afsnit fraskriver eller begrænser ikke nogen ufravigelige forbrugerrettigheder.

  1. Dine forpligtelser ved leje

10.1 Du skal sikre, at brugen af stedet sker inden for rammerne af bookingen, stedets kapacitet og Udlejerens husregler. Du skal følge Udlejerens anvisninger om adgang, nøgler/adgangskoder, parkering og praktiske forhold.

10.2 Det er altid dit ansvar at aflevere det bookede lokale i samme stand som ved ibrugtagning. Dette krav kan variere efter det enkelte steds husregler. Ved skader på lokale og/eller inventar er Udlejeren berettiget til at opkræve ekstra betaling, jf. afsnit 11.

10.3 Din angivne kontaktperson skal kunne kontaktes før og under hele lejeperioden.

10.4 Hvor der serveres alkohol, er du som arrangør ansvarlig for arrangementets rammer (adgangsregler, aldersgrænse, ro og orden) og for eventuelle nødvendige bevillinger, medmindre Udlejeren selv står for og har bevilling til serveringen.

  1. Depositum, skader og aflevering af stedet

11.1 Nogle Udlejere kræver et depositum som sikkerhed. Depositummet reserveres tidligst omkring check-in (ikke ved booking og ikke ved afbestilling før check-in).

11.2 Afleveres stedet i samme stand som ved ibrugtagning og i overensstemmelse med husreglerne, frigives depositummet efter lejeperioden.

11.3 Ved skader på lokale eller inventar, eller ved brud på husreglerne, kan Udlejeren modregne et rimeligt og dokumenteret beløb i depositummet. Overstiger det økonomiske omfang depositummets størrelse, eller anvender Udlejeren ikke depositum, kan beløbet i stedet faktureres som en ekstra regning.

11.4 Uenighed om skader og depositum håndteres efter refusions- og tvistprocessen i afsnit 9.2 og berører ikke dine ufravigelige rettigheder.

  1. Anmeldelser og moderation

12.1 Efter et gennemført arrangement kan du blive inviteret til at skrive en anmeldelse. Anmeldelser kan være offentlige. Vælger du at anmelde offentligt, fremgår dit fornavn og første bogstav i efternavnet. Vi modererer anmeldelser efter objektive retningslinjer (f.eks. fjernelse af ærekrænkende indhold eller indhold uden relation til bookingen).

12.2 Har vi rimelig mistanke om falske eller manipulerede anmeldelser, kan vi anmode om dokumentation for deltagelse/køb og fjerne anmeldelsen, hvis den ikke kan underbygges.

12.3 Ved at indsende en anmeldelse giver du Nuento en ikke-eksklusiv licens til at bruge, vise og (hvor relevant) anonymisere anmeldelsen til markedsføring og offentlig visning.

12.4 Kun ærlige anmeldelser. Du må ikke indsende anmeldelser, der er usande, vildledende, betalte/incitamenterede uden oplysning herom eller har til formål at manipulere bedømmelser. Vi kan fjerne sådanne anmeldelser og træffe passende foranstaltninger (herunder kontolukning i alvorlige tilfælde).

  1. Misbrug af platformen

13.1 Du må ikke misbruge Platformen (svig, spam, omgåelse af betalingsflows, uautoriserede adgangsforsøg, manipulation af anmeldelser, chikane).

13.2 Vi kan suspendere eller lukke konti ved alvorligt misbrug og anmelde formodet ulovlig aktivitet til relevante myndigheder.

13.3 Omgåelse uden om Platformen. Forsøger du at omgå Platformens bookings-/betalingsflow, efter du har brugt Platformen til at finde eller engagere en Udlejer (f.eks. for at undgå platformsgebyrer), kan du påføre Nuento et tab. I det omfang loven tillader det, kan vi søge at få dækket vores rimelige omkostninger og tab som følge af omgåelsen og kan begrænse din fortsatte brug af Platformen.

  1. Databeskyttelse

14.1 Nuento (drift af Platformen) og Udlejeren (opfyldelse af bookingen) optræder typisk som selvstændige dataansvarlige for de personoplysninger, de hver især behandler. Vi deler kun det, der er nødvendigt for at opfylde bookingen og overholde lovkrav (f.eks. fakturering). Al behandling sker i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen (GDPR) og databeskyttelsesloven samt vores persondatapolitik.

14.2 Udlejere må kun bruge Kundens kontaktoplysninger til forhold, der er direkte knyttet til bookingen, og er omfattet af tavshedspligt. Udlejere må ikke bruge Kundedata til uvedkommende markedsføring uden et lovligt grundlag og må ikke fortælle andre om, hvem der har booket et lokale, uden Kundens tilladelse.

14.3 Udlejere skal slette eller anonymisere Kundens personoplysninger, når de ikke længere er nødvendige til opfyldelse af bookingen, overholdelse af lovkrav (f.eks. bogføring/skat) eller berettigede retlige formål (f.eks. håndtering af tvister).

14.4 Platformen anvender cookies og lignende teknologier. Du kan til enhver tid ændre dine cookie-indstillinger. Se vores cookiepolitik og persondatapolitik på hjemmesiden. Spørgsmål om databeskyttelse kan rettes til contact@nuento.com mærket “Persondata”.

  1. Ansvar og ansvarsfraskrivelse

15.1 Udlejerens ansvar. Udlejeren er ansvarlig for at stille stedet til rådighed som beskrevet og for alle forpligtelser efter Bookingaftalen, herunder stedets tilgængelighed, stand, indretning, faciliteter og sikkerhed. Vi optræder alene som formidler; vi udlejer ikke selv stederne og fører ikke tilsyn med dem og kan derfor ikke påtage os ansvar for deres stand eller egnethed.

15.2 Nuentos ansvar for Platformstjenesten. Vi leverer Platformstjenesten med fornøden omhu og faglig dygtighed. Intet i disse vilkår fraskriver eller begrænser ansvar, der ikke lovligt kan fraskrives (herunder ansvar for personskade forårsaget af uagtsomhed, samt svig).

15.3 Er du Forbruger. Overholder vi ikke disse vilkår, er vi ansvarlige for tab eller skade, du lider, som er en påregnelig følge af vores misligholdelse eller manglende fornødne omhu. Vi er ikke ansvarlige for tab eller skade, der ikke er påregnelig. Dette berører ikke dine ufravigelige rettigheder.

15.4 Er du Erhvervskunde. I videst muligt omfang efter loven: (a) er vi ikke ansvarlige for indirekte tab eller følgeskader, driftstab, tabt fortjeneste, tab af omsætning eller goodwill, og (b) er vores samlede ansvar i forbindelse med Platformstjenesten og disse vilkår begrænset til det højeste af DKK 15.000 og det samlede beløb, du har betalt for den booking, kravet udspringer af.

15.5 Udlejerens forsikring. Krav om personskade, tingsskade eller tab opstået under brugen af stedet rettes i første omgang til Udlejeren. Nuento kan bistå med at udlevere Udlejerens oplysninger, hvor det er relevant.

15.6 Vi kan ikke garantere fejlfri information eller tjeneste. Til trods for løbende kvalitetssikring kan vi ikke garantere, at alle oplysninger om steder, services og produkter til enhver tid er udtømmende eller korrekte, og vi kan ikke holdes ansvarlige for åbenbare trykfejl eller misvisende information. Vi kan heller ikke holdes ansvarlige for tjenestens tilgængelighed, tekniske fejl, udfald, virus eller hackerangreb, eller for tab af data og følgeskaderne heraf.

15.7 AI-chatbot. Ved brug af Nuentos AI-chatbot accepterer du, at svar og oplysninger genereres af et automatiseret system baseret på maskinlæring og derfor i visse tilfælde kan være forkerte, mangelfulde eller ufuldstændige. Svarene er alene vejledende og udgør ikke professionel rådgivning. Ved tvivl henvises altid til Nuentos officielle vilkår, der til enhver tid er gældende.

  1. Force majeure

16.1 Ingen part er ansvarlig for forsinkelse eller manglende opfyldelse, der skyldes forhold uden for partens rimelige kontrol (f.eks. ekstremt vejr, offentlige påbud, strejke/lockout, krig, terror, brand, epidemier/pandemier eller udbredte nedbrud).

16.2 Forpligtelser suspenderes under force majeure. Udfaldet for refusion kan afhænge af omstændighederne og refusions- og tvistprocessen i afsnit 9.2, og ufravigelige forbrugerrettigheder berøres ikke.

  1. Ændringer af vilkår; rangering

17.1 Væsentlige ændringer varsles mindst 30 dage før ikrafttræden og gælder ikke for allerede bekræftede bookinger, medmindre loven kræver det eller det er nødvendigt af hensyn til sikkerhed eller overholdelse af lovgivning. Varsling sker via den oplyste e-mailadresse.

17.2 Mindre ændringer (præciseringer, formatering, ikke-væsentlige funktionsopdateringer) kan ske uden varsel.

17.3 Rangering af søgeresultater. Resultater på Platformen rangeres typisk ud fra faktorer som (ikke udtømmende): relevans for din søgning og dine arrangementskrav, tilgængelighed på dine datoer/dit sted, Udlejerens svartid/accept-rate samt kvalitetssignaler som kundeanmeldelser.

17.4 Ved fortsat brug af Platformen, efter opdaterede vilkår er trådt i kraft, accepterer du de opdaterede vilkår (dog således at opdaterede vilkår ikke gælder for allerede bekræftede bookinger, jf. 17.1). Det er altid brugerens ansvar at holde sig opdateret om gældende vilkår.

  1. Lovvalg, værneting og tvister

18.1 Disse vilkår er underlagt dansk ret. Alle transaktioner foretaget gennem Platformen betragtes som udført i Danmark.

18.2 Er du Forbruger, kan du indgive en klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens Center for Klageløsning, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby (forbrug.dk), med henblik på udenretlig løsning. Du kan også anvende EU-Kommissionens online klageportal (ODR-platformen) på ec.europa.eu/odr. Dine ufravigelige rettigheder og dit hjemting som forbruger berøres ikke.

18.3 Vi opfordrer til først at løse tvister via refusions- og tvistprocessen i afsnit 9.2, men processen fjerner ikke din ret til at indbringe en sag for domstolene.

18.4 Er du Erhvervskunde, skal enhver tvist, der udspringer af eller står i forbindelse med disse vilkår, indbringes for Retten i Aalborg som rette værneting.

18.5 Er en eller flere bestemmelser ugyldige eller uden retskraft, berører det ikke gyldigheden af de øvrige bestemmelser.

  1. Immaterielle rettigheder og samlet aftale

19.1 Alt indhold på Platformen (tekst, billeder, logoer, software) tilhører Nuento eller Nuentos partnere. Du får en begrænset, ikke-overdragelig licens til at bruge Platformen i overensstemmelse med disse vilkår.

19.2 Disse Kundevilkår udgør, sammen med de dokumenter der henvises til heri (herunder forudbetalings- og afbestillingspolitikkerne), den fuldstændige aftale mellem dig og Nuento vedrørende brugen af Platformen og erstatter alle tidligere skriftlige eller mundtlige aftaler.

Har du spørgsmål til disse vilkår, er du velkommen til at kontakte os på contact@nuento.com eller telefonisk på 93 40 60 40.